Skøn suppe der passer perfekt til det kolde vintervejr vi har på vej. Suppen passer godt til hele vinteren, hvor både jordskokker og knoldselleri er i sæson. Jeg har lavet en mættende topping med svampe, brødcroutoner og kikærter, men du kan også servere andet til, fx noget lækkert brød.

Suppe med jordskokker og knoldselleri
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 500 g jordskokker
- 1 knoldselleri
- 2 dl reduceret grøntsagsfond (eller 1 grøntsagsbouillon terning rørt ud med 2 dl kogende vand)
- ca. 8 dl vand
- 1 dl vegetabilsk madlavningsfløde (fx på havre, ris- eller kokos)
- olivenolie til stegning
- salt og peber
Topping
- 100 g shiitake svampe (eller champignon)
- 2-3 skiver brød
- 240 g kogte kikærter (svarer til en dåse drænede kikærter)
- 1 lille håndfuld frisk rosmarin
- 1 tsk sød paprika
- 1 tsk røget parika
- salt og peber
-
Skær løg og hvidløg i grove stykker. Varm en stor gryde med lidt olie, hæld løg og hvidløg i gryden og steg indtil løgene er gennemsigtige.
-
Skræl jordskokker og skær skrællen af knoldselleri. Skær begge i grove stykker og tilsæt til gryden sammen med grøntsagsfond og vand. Bring grydens indhold i kog og lad det koge med låg ved middelhøj varme indtil rodfrugterne er møre.
-
Tilsæt madlavningsfløde og blend suppen helt cremet med en stavblender. Smag til med salt og peber.
Topping
-
Skær svampe i tynde skiver, brød i croutoner. Hæld væsken fra kikærterne og skyl dem grundigt.
-
Varm en pande med lidt olie og steg først svampe et par minutter, tilsæt brødcroutoner, kikærter, rosmarin og krydderierne. Steg det godt igennem i ca. 5 minutter, så alle ingredienserne får en let gylden farve.
-
Server suppen med den skønne topping og ekstra friskkværnet peber.
