Kålsalat med bagt butternut squash, quinoa og granatæble

Farverig, smagfuld og mættende kålsalat med bagt butternut squash, quinoa, granatæble og saltede mandler. Serveret med en syrlig vinaigrette. Salaten kan være tilbehør på julebordet eller bare hvilken som helst anden dag her i efteråret eller vinteren, hvor kål og butternut squash (eller græskar) er i sæson. De skønne butternut squash kan ligesom græskar, vinteropbevares og du kan derfor få danske butternut squash et stykke ind i vinteren.

September, oktober, november og december vil være den perfekte tid til denne salat, hvis du ønsker at spise efter sæsonen.

Kålsalat med bagt butternut squash, granatæble og vinaigrette

Forb. tid20 minutter
Tilb. tid25 minutter
Samlet tid45 minutter
Ret: Salat
Antal: 4 personer
Forfatter: Johanne Mosgaard

Ingredienser

  • 1 lille butternut squash eller hokkaido græskar eller 2 søde kartofler
  • 2 dl quinoa
  • ca. 200 g grønkål
  • 1 lille granatæble
  • 75 g grofthakkede og saltede mandler
  • 1 portion citrus-vinagrette (se link) fx med clementin
  • olivenolie til bagning og stegning
  • lidt salt

Sådan gør du

  • Forvarm ovnen til 200 grader varmluft.
  • Flæk butternut squash over på langs, fjern kerner og skær den i skiver og herefter i tern (behold gerne skrællen på hvis din butternut squash er økologisk). Læg stykkerne i et ovnfast fad og vend dem med ca. 2 spsk olivenolie og lidt salt. Bag dem i ca. 25 minutter - til de er let gyldne og du let kan stikke en kniv igennem.
  • Kog quinoa i ca. 4 dl letsaltet vand i 13-15 minutter til de "popper".
  • Åben granatæblet med en kniv og tag kernerne ud - pil evt. kernene ud i en skål med vand, så undgår du saften i hele køkkenet (se evt. min lille video på Instagram, hvordan jeg gør).
  • Fjern grønkål fra stilken og hak det groft. Varm en pande med lidt olie og sauter det få minutter på panden til det får flot mørkegrøn farve.
  • Klargør din citrus-vinaigrette - følg opskriften i linket.
  • Saml din salat med det let stegte grønkål, bagt butternut, kogt quinoa, granatæblekerner, de saltede mandler og vend salaten med citrus-vinaigrette. Server fx på julebordet (som en alternativ kålsalat) eller blot i løbet af efteråret og start vinter, hvor råvarerne er i sæson.
No Comments Yet

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.