Udskriv

Blendersuppe med butternut squash og soltørrede tomater

Cremet og fyldig suppe med efterårets farver. Perfekt i vinterhalvåret, hvor butternut squash er i sæson. Hvis du har en blender der kan lave varm suppe skal du følge første fremgangsmåde. Har du ikke det, skal du bruge anden metode.
Forb. tid10 min
Tilb. tid5 min
Samlet tid15 min
Ret: Mindre retter, Suppe
Antal: 4 Personer
Forfatter: Johanne Mosgaard

Ingredienser

  • ½ butternut squash eller græskar
  • 4 tomater
  • 2 røde peberfrugter
  • ½ rødløg
  • 1 fed hvidløg
  • 2 spsk soltørrede tomater
  • 1 dåse kokosmælk
  • ½ grøntsagsbouillon (en hel bouillon, hvis du laver den i gryde)
  • 1-2 tsk sød paprika
  • friskkværnet peber
  • havsalt

Topping:

  • 250 g champignon i skiver
  • 240 g kogte kikærter
  • olivenolie til stegning
  • 1 tsk sød paprika
  • ½ tsk chilipulver
  • 100 g frisk spinat
  • neutral sojayoghurt eller havrefraiche

Sådan gør du

I din powerblender (med suppefunktion)

  • Fjern kerner fra butternut squash og skær den i små stykker. Læg dem på et rist beklædt med bagepapir og bag stykkerne i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter.
  • Skær tomater, peberfrugt og løg i grove stykker. Pil hvidløg. Tilsæt kokosmælk, de ovnbagte butternut squash stykker i blenderkanden. Efterfulgt af resten af ingredienserne. Læg låg på blenderen. Tryk på suppe ikonet og lad suppen køre 1-2 tryk indtil den er rygende varm. Smag til med ekstra krydderier, salt og peber. Gør topping klar imens blenderen kører.

I en gryde og med stavblender eller blender uden suppefunktion

  • Fjern kerner fra butternut squash og skær den i små stykker. Skær tomater, peberfrugt og løg i grove stykker. Pil hvidløg. Hæld alle ingredienserne i en gryde. Tilsæt evt. vand så grøntsagerne lige er dækket af væske. Kog suppen i ca. 20 minutter, indtil grøntsagerne er kogt igennem.
  • Blend enten direkte i gryden med en stavblender eller hæld dem i en blender og blend godt igennem. Smag til med ekstra krydderier, salt og peber. Gør topping klar imens suppen koger.

Topping

  • Varm en pande med lidt olie og steg champignonskiver til de er gyldne. Tag de stegte svampe af panden. Tilsæt igen lidt olie på panden og steg kikærter med paprika og chilipulver til de er let brune. Hak spinat fint.
  • Server den varme suppe med lidt yoghurt, finthakket spinat, stegte svampe og kikærter.